Individuel supervision og gruppesupervision

Læs mere herunder om:

• Hvad er supervision?
• Eksempel på supervision i praksis
• Supervisionens betydning
• Hvad er en supervisor?
• Til ledere: Har mine ansatte brug for supervision?
• Hvad er forskellen på supervision, opkvalificering og undervisning?
• Supervision af psykologer og andre faggrupper
• Supervision af supervision
• Ny som supervisor
• Udbytte af supervision

Hvad er supervision?

Supervision handler om at få hjælp til det arbejde, man udfører. Man får ofte supervision, når man arbejder med mennesker.

Supervision kan oversættes til ”over-opsyn” eller ”overblik”. Derved siges, at man som fagperson, der arbejder i en hjælperfunktion med andre mennesker, kan have brug for et blik udefra for at kunne udføre sit arbejde bedst muligt. Det blik får man fra en supervisor. De, som får supervision, refereres til som supervisander.

Supervision har 3 formål:

• At udvikle og vedligeholde fagpersonens funktion
• At sikre, at de mennesker, fagpersonen arbejder med, får en god behandling
• At kvalitetssikre den profession, fagpersonen arbejder med

I supervisionen kan supervisor bedre få øje på ting, end supervisanden kan.

Det lader sig blandt andet gøre, fordi supervisor står uden for det til tider stærkt ladede følelsesmæssige felt, der eksisterer mellem supervisanden og dennes klient.

Det er en position, hvorfra tingene kan ses tydeligere, og derfor har det stor betydning for supervisandens arbejde.

Igennem mange år som supervisor og ved også selv at blive superviseret, er det tydeligt for mig, hvor indviklet og kompliceret arbejdet med mennesker kan være.

Det har en afgørende betydning for udførelsen af arbejdet at have et supervisionsrum, hvor der er plads og tid til at tænke om sin praksis. Det gør os bedre, skarpere og mere bevidste om vores praksis.

I supervisionen folder vi sager og emner ud med henblik på at forstå dem bedre. Jeg oplever, at mennesker går fra supervision og føler sig mere afklarede, parate og frie til at udføre deres arbejde.

Hvis man skal kunne hjælpe andre mennesker, skal man have en forståelse af, hvem de er og hvad deres problemer handler om.

Derudover skal man have et blik for sig selv og vide noget om, hvad man gør ved andre mennesker og hvad ens motiver er for at handle, som man gør.

Alt det og mere undersøger vi og arbejder med i supervision.

Supervisionen adskiller sig fra terapi/det at gå til psykolog ved, at den har sit udgangspunkt i det arbejde, man udfører. Hvis man er interesseret i at arbejde med sig selv som privatperson, går man i stedet i terapi.

I supervisionen kan det være væsentligt at nævne aspekter fra sit privatliv, hvis det har betydning for arbejdet.

Man tager private forhold med som en vigtig grundforståelse, men supervisionen går ikke ud på at hele supervisanden – det handler derimod om et fælles blik på de klienter, supervisanden arbejder med. Fokus ligger altså to forskellige steder.

Eksempel på supervision fra praksis

I en gruppesupervision tager en supervisand en sag op, som hun har brug for at forstå bedre.

Supervisionen indledes med, at supervisor sammen med supervisanden ser på, hvorfor hun netop har brug for at tale om den sag.

Det handler om, at supervisanden har følt sig vældig berørt sammen med en klient, hver gang de ses til vigtige møder. Så meget, at supervisanden ofte er blevet bevæget og har fået tydelige tårer i øjnene.

Det går hende på, da hun opfatter det som uprofessionelt og uvedkommende for klienten; som om det faktisk forstyrrer selve relationen og det arbejde, hun er sat til at udføre sammen med sin klient.

Supervisanden forstår ikke, hvorfor hun bliver så berørt, og ønsker at udforske det i supervisionen for at forstå det bedre og forhåbentligt kunne få det væk, siger hun.

Efter supervisors indledende interview af supervisanden, hvor problemstillingen tydeliggøres, får de øvrige supervisander mulighed for at reflektere over, hvad de hørt og hvordan de forstår den bevægethed, supervisanden oplever.

En anden deltager i supervisionen er kommet til at tænke på, at da han mistede sin mor for nogle år siden, havde han svært ved at sidde sammen med mennesker, der havde mistet nærtstående for nyligt.

Han kunne ikke holde sit eget tab adskilt fra klientens, og oplevede flere gange at måtte tage pauser under samtalerne for at samle sig. Han overvejede at sygemelde sig, fortæller han, og havde samme følelse af at være uprofessionel, hvilket fik ham til at skamme sig.

Undervejs i denne fortælling, lægger jeg som supervisor mærke til, at supervisanden bliver vældig berørt og sidder med tårer i øjnene.

Jeg vender tilbage til hende for at høre, hvad hun kommer i kontakt med, og det viser sig, at supervisandens og klientens historie har mange lighedspunkter.

Så mange, at supervisanden ikke har kunnet holde sig samlet og være der for klienten, fordi hendes egen historie er begyndt at fylde for hende undervejs i deres møder. Endda uden at det har været hende bevidst.

Hun fortæller, at da hendes kollega i supervisionen beskrev oplevelsen med at have svært ved at hjælpe andre efter at have mistet sin mor, gik det pludselig op for hende, hvad der var i spil. Det blev hende bevidst.

Supervisanden forstår, at der er dele af hendes egen historie, som spiller ind, og oplever det meget hjælpsomt, at det er kommet frem. Hun fik på den vis en frihed i at kunne handle anderledes i sit arbejde, hvor hun før beskrev en fastlåshed.

Denne supervisand følte et behov for at tale mere om sin egen historie i et andet rum, idet hun fik øje på, at noget var uafklaret for hende.

Eksemplet herover har mange væsentlige elementer i sig omkring supervision. Ofte kommer supervisander til supervision og præsenterer situationer, hvor de har følt sig:

• Ufrie
• Handlingslammede
• Forvirrede
• Fastlåste
• Afmægtige
• Overvældede
• Fyldt på en måde, hvor det ikke opleves muligt at slippe arbejdet
• Utilstrækkelige
• Skamfulde

I arbejdet med mennesker kan vi desuden blive:

• Rørt
• Ramt
• Rystet

Det kan for langt de fleste føles rart at blive rørt. Det kan føles meningsfuldt og som en bekræftelse i, at arbejdet med mennesker er det rette for en.

Når man bliver ramt, derimod, er det en god ide at få det vendt med andre. Når forståelsen for, hvorfor man blev ramt øges, opleves det mere frit og som om man igen har flere handlemuligheder.

Det kan også overføres til arbejdet med andre klienter, idet man gennem supervisionen har lært noget, som ruster en bedre til at håndtere lignende situationer i fremtiden.

Når man bliver rystet, er det helt essentielt, at man får det bearbejdet. Det vil da ofte være nødvendigt med supervision. Som supervisor møder jeg mange professionelle, der har oplevelser, som ligger langt tilbage i tiden, men stadig sidder fast hos dem.

De har aldrig fået det håndteret ordentligt, så det påvirker dem i deres arbejde, når der sker noget, som minder dem om det svære de stod i, hvor de blev rystet.

Det er voldsomt ubehageligt for os at miste fodfæste, og det kan have vidtrækkende konsekvenser for vores arbejdsidentitet og måden, hvorpå vi går til arbejdet. Det at kunne være med de svære følelser i et trygt rum, hvor man har tillid til supervisor, er i mine øjne afgørende for, at man kan komme videre efter en rystende oplevelse i sit arbejde.

Hvad er en supervisor?

En supervisor er en person, der har et ”oversyn” og på den vis kan få øje på ting, som de der superviseres, ikke kan få øje på – altså deres blinde vinkler.

Det er kompliceret at arbejde med mennesker, og der sættes mange ting i gang, uanset om man arbejder som pædagog, læge, lærer, diætist, studievejleder, politibetjent eller psykolog. Vi mennesker gør noget ved hinanden.

Det kan være hjælpsomt at få et rum (supervision), hvor man får tid og plads til at kunne tænke over, hvad der sker i de professionelle relationer.

Populært sagt, taler man i supervision om, hvad klienterne gør ved os – og hvad vi gør ved dem. Det er en proces i at blive mere bevidst om sin egen praksis og at forstå klienterne dybere.

En supervisor vil ofte være en person, der har mere erfaring end de, som superviseres. På den måde videregives også erfaring i supervisionsrummet, og en betydningsfuld del af supervisionsrummet er faglig udvikling.

Det er vigtigt, at supervisor er i stand til at skabe et trygt rum, hvor der kan tænkes frit om de mange afgørende øjeblikke, som professionelle hjælpere har brug for at kunne reflektere over i deres relation til klienterne.

Til ledere: Har mine ansatte brug for supervision?

Hvis dine ansatte bestrider en funktion, hvor det handler om at hjælpe andre mennesker, og hvor relationen til klienterne har en betydning for udførslen af det arbejde, så har de brug for supervision.

Det vil øge medarbejdernes trivsel, samtidigt med, at jeres klienter får en bedre behandling.

Jeg har superviseret mange forskellige faggrupper: sygeplejersker, lærere, studievejledere, diætister, læger, mentorer, socialrådgivere og psykologer, hvor jeg på tæt hold har set, at de udvikler sig som fagpersoner gennem supervision. De bliver simpelthen bedre til deres job.

Det understøttes af forskningsresultater, som viser, at næst efter direkte klientkontakt, er supervision den aktivitet, der bidrager mest positivt til den faglige udvikling.

Jeg har vejledt mange ledere gennem årene. Hvis du har brug for en snak om, hvorvidt du skal tilbyde dine ansatte supervision eller ej, er du velkommen til at kontakte mig for en udforskning af det.

Hvad er forskellen på supervision, opkvalificering og undervisning?

Et af de steder, hvor der kan opstå forvirring, er omkring supervisionens formål. Mange forveksler undervisning og supervision.

Supervisionen er et arbejdsrum, hvor supervisanderne har sat sig for, at de vil øge deres forståelse for klienterne, for dem selv og for relationen til klienterne.

Her arbejder man altså indenfor en veldefineret ramme med et tydeligt mål. Man bringer sager og emner til supervision med målet om at forstå noget bedre.

Supervisor lytter, stiller spørgsmål og leder processen omkring udforskningen. Arbejdet ligger altså hos begge parter, men supervisanden er en aktiv aktør.

Undervisning, derimod, er en rum, hvor deltagerne som udgangspunkt ikke bringer egne sager og temaer på banen.

God undervisning vil ofte inddrage deltagerne, hvor de kan dele deres egne eksempler – men det er ikke forventet. Deltagerne opkvalificeres ved at lytte til underviseren og tage undervisningen ind, som det passer dem bedst.

I supervisionen forventes det, at alle deltager aktivt. Hvis en supervisionsgruppe skal fungere, er det afgørende, at der hos deltagerne er motivation for supervisionsarbejdet.

I undervisning maler underviseren med den brede pensel. De store linjer tegnes op, og man forstår som fagperson mere om sin opgave og får indsigt i mulige tilgange til arbejdet. Man lytter og lagrer. Underviseren guider gennem sin viden om et bestemt område, og det kan føles meget inspirerende med dygtige undervisere.

Den faglige udvikling foregår på en anden måde i supervisionen, hvor det bliver muligt med hver enkelt deltager at gå i dybden med deres individuelle tilgang til klienterne. ”Hvad sagde du, hvad sagde klienten, og hvad gjorde I så?”, vil være typiske spørgsmål fra supervisor.

Her får man indgående kendskab til supervisandens metode og interpersonelle færdigheder. Det er muligt at komme helt tæt på, hvor det i undervisningen er mere op til deltageren selv at uddrage sig pointer som kan anvendes i arbejdet.

Opkvalificering kan altså ske både gennem undervisning og supervision, men på to forskellige måder.

Jeg har arbejdet med mange i supervision, som beskriver, at det kan føles som et ”før” og et ”efter” et emne blev taget op. De kan bogstavelig talt mærke deres udvikling, og det har stor indflydelse på deres faglige identitet.

Det er vigtigt for dig som leder, der overvejer supervision til dine medarbejdere, at du gør dig klart, hvad du ønsker for dem. Er der noget specifikt, som medarbejderne har brug for undervisning i, samtidigt med, at du ønsker, at de får supervision, kan det aftales.

Kontakt mig, hvis du kunne have brug for at tænke sammen om, hvad der er bedst.

Supervision af psykologer

Psykologer har mange forskellige arbejdsområder. Jeg superviserer psykologer, som er optaget af at forstå deres klienter bedre.

Det kan være psykologer, der arbejder med psykoterapi, med udredning eller i helt andre funktioner, hvor det at få et blik udefra, kan være særdeles hjælpsomt, når man tvivler, er forvirret, føler sig udbrændt, bekymrer sig for egne reaktioner og meget mere.

Jeg er autoriseret psykolog samt specialist i klinisk psykologi og psykoterapi med voksne, og kan derfor hjælpe andre psykologer frem mod deres autorisation eller mod at blive specialist. Jeg er supervisor i psykoterapi med voksne, hvorfor man også hos mig kan superviseres frem mod samme titel.

Supervisionen kan foregå individuelt eller i gruppe. Jeg har erfaring med begge dele. Jeg kører ofte ud til arbejdspladser, så passer det bedst, at jeg kommer til dig, kan vi aftale det.

Supervision af andre faggrupper

Jeg har superviseret en bred vifte af andre faggrupper i gruppesammenhænge:

• Sygeplejersker
• Diætister
• Studievejledere
• Lærere
• Virksomhedskonsulenter og mentorer
• Pædagoger
• Socialrådgivere
• Sosu-hjælpere og sosu-assistenter

Jeg tilbyder andre faggrupper et psykologisk blik på det arbejde, de udfører. Supervisionen bidrager med fornyet indsigt i relationen til de klienter, der arbejdes med.

Gruppestørrelsen varierer fra 3-7 deltagere pr. gruppe. Nogle supervisander fortæller, at de også har prøvet intern kollegial supervision med varierende succes.

Jeg hører mest, at det kan være vanskeligt, fordi der på arbejdspladser i forvejen er bestemte ”roller”, man indtager, både officielt og uofficielt.

Supervisanderne værdsætter at have en supervisor til at styre processen og hjælpe deltagerne til at gå ind i de ting, der kan føles svære. Deri ligger der oftest udvikling.

Supervision af supervision

Når man arbejder som supervisor, får man også selv brug for et blik udefra og en mulighed for at udfolde sine supervisionssager. Det kaldes supervision af supervision.

Supervisor befinder sig lige så ofte som deres supervisander i svære situationer, hvor der vil være problemer med at finde fodfæste. Der kan i gruppesupervisioner være kraftfuld gruppedynamik i gang, som kan udfordre, og hvor supervisor oplever at blive positioneret af gruppen, måske særligt som al- eller intetvidende. Altså en idealisering eller en devaluering.

Begge dele føles ikke rare, og det kan være meget gavnligt med supervision af supervision for at kunne positionere sig uden for disse poler. Det er tilmed også den eneste mulighed som findes for, at gruppen kan komme i gang med det egentlige supervisionsarbejde, og er på den vis en af supervisors fornemste opgaver.

I individuelle supervisioner udfordres supervisor fx også af at måtte vurdere supervisander, som ikke formår at udføre deres arbejde godt nok. Supervisor kan få brug for supervision af supervision for at kunne diskutere, hvor meget supervisanderne vurderes at kunne udvikle sig eller om supervisor må tale med dem om, at de ikke er i stand til at varetage deres jobfunktion. Her viser det sig ofte nødvendigt for supervisor med supervision af supervision.

Supervisor har brug for et blik på sig selv og sin egen stil. Man kan få for travlt med at sikre sig, at man er en dygtig supervisor, og i den bestræbelse kommer til at overtage supervisandens arbejde.

I sin bog ’On Learning from the Patient’ skriver Patrick Casement så klogt, at:

“Amongst the pitfalls of a supervisor (and here I draw upon what I have learned from those I have supervised) is the danger of offering too strong a model of how to treat the patient. This can mislead students into learning by a false process, borrowing too directly from a supervisor’s way of working rather than developing their own. Some students can be seriously undermined in this way, feeling as if the treatment (or even the patient) has been taken over by the supervisor.”

Det kan være lidt af en kunst at frembringe essentielle pointer i supervisionen uden at ville tage æren for dem. Det er ikke supervisors opgave at blive bekendt med sin egen fortræffelighed, men at udfolde supervisandernes materiale på en måde, hvor supervisanderne selv bliver bekendte med egne styrker og samtidigt udvider deres kapacitet til at være med deres utilstrækkelighed. Alt sammen med øje for, at supervisanderne skal finde deres egen vej, fordi det netop er deres klienter.

Supervision af supervision handler derfor meget om at lære at blande sig uden at blande sig.

Ny som supervisor

Første gang man bliver spurgt om man vil være supervisor, er det for langt de fleste med en blanding af glæde og nervøsitet. Det er en spændende opgave at supervisere, og forskning peger på, at supervisorer typisk modtager meget lidt eller ingen formel træning i deres rolle som supervisorer, før de kaster sig ud i arbejdet. Så hvis du læser med her, er det sandsynligt, at du er blevet spurgt om at supervisere uden at du har fået formel supervisionstræning, men må lære det undervejs i jobbet.

De fleste lærer at være supervisor ved at observere og assimilere egne supervisionserfaringer, men altså uden formel træning i rollen. Det er helt sikkert også min kliniske erfaring; både jeg selv og næsten alle psykologer, jeg kender, er startet ved at bygge supervisorrollen op omkring egne erfaringer som supervisand. Det betyder, at supervisoren bliver til uden systematisk eller obligatorisk træning. Det kunne pege på, at psykologer generelt opfattes som potentielt dygtige supervisorer på grund af deres terapeutiske færdigheder og generelle viden om psykologi. Man kan også sagtens forestille sig, at der må være overlap mellem rollen som terapeut og supervisor, og at mange af færdighederne kan bruges begge steder. Det er bestemt sandt, men samtidigt er der elementer af supervisorrollen, som er helt særegne og derfor kun kan forstås ind i supervisionsrummet. Det er meget nyttigt at få viden om disse elementer, da det skaber et stærkere fundament, og man bliver knap så rystet af de kraftige vinde, der altid blæser i supervisionsrummet.

Som ny supervisor vil man støde på mange udfordringer, og det kan være særdeles hjælpsomt at få god træning i rollen og mere viden om teorien bag at lave supervision. Det er dog heller ingen en garanti for god supervision! Men det kan være rart og give tryghed at læne sig op ad viden om supervision samt afprøve sig selv som supervisor i sammenhænge, hvor man frit kan lege med rollen og træne mulige tilgange.
I de følgende afsnit vil jeg komme ind på nogle af de væsentligste ting, som jeg mener kan give et solidt fundament hos nye supervisorer.

Få supervision af supervision

I mange jobopslag står der, at nye psykologer forventes at supervisere andre faggrupper på deres arbejdsplads. Det kan være erfarne klinikere i sundhedsvæsenet eller garvede socialrådgivere og pædagoger i det socialfaglige felt. En spændende opgave, og også en svær opgave. Der vil være dynamikker, som er essentielle at holde sig for øje, såsom konkurrence med supervisor, magtspil i gruppen, udfordring af rammerne og at både supervisandernes OG deres patienters patologi udspiller sig i supervisionsrummet. Det er nok til at gøre hvilken som helst supervisor svimmel.

Det er kun muligt at sidde godt i stolen, hvis nogen hjælper en med det. Derfor er supervision af supervision i de her tilfælde ganske afgørende.

Som ny supervisor er det en rigtig god ide at forhandle supervision af supervision. Mange steder tilbydes supervision, enten internt eller eksternt, men når man også skal supervisere som en del af ens arbejdsopgave, får man brug for ekstra supervision til netop det arbejde. Ellers tager det tiden fra supervisionen på ens udredningsopgaver eller terapeutiske opgaver.

Det er ganske rimeligt at forhandle særskilt supervision til supervisionsopgaven, fordi det er en helt specifik og afgrænset opgave fra det andet arbejde, man laver. Er man helt ny supervisor, har man brug for et rum til at fordybe sig i netop den særegne opgave. Sådan ville det også være på alle andre arbejdspladser; at når man som ny i et felt siger ja til en opgave, man ikke tidligere har haft, så kræver det hjælp fra nogen som er mere erfaren.

I min optik står man stærkest i supervisorrollen, når man ved, at der er et rum og et menneske, hvor man trygt kan tale om sine oplevelser og derigennem få træning i, hvordan man arbejder som supervisor.

Hvordan skal du håndtere din egen usikkerhed?

Du skal først og fremmest vide, at usikkerhed er en del af pakken. Man kan ikke være supervisor uden tvivl og uden angst. Nogle gange kan man tænke: ”Gud, jeg ved det jo heller ikke – og det er mig, der forventes at vide det her!”. Der skal øvelse til i kunsten IKKE AT VIDE. Du vil blive ramt af supervisandens egne følelser og af det projicerede materiale fra supervisandens patient. Der er brug for, at du kan bevare en tænkning om, hvad der foregår i dig, mens det står på. Det er svært. Men måske du allerede kan det, og blot skal bekræftes i, at det faktisk er det, som supervisor skal. Og hvis du slet ikke synes, at du kan det, så kan det øves og trænes.

Har du brug for mere viden og mulighed for at forstå noget mere om at blive supervisor, så afholder jeg kurser om det. Kurset hedder ”Fra supervisand til sikker supervisor – om at skabe tryghed og udvikling i supervision”. Se under fanen Kurser eller kontakt mig HER.

Når supervisor udfordres

Som supervisor skal man kunne tåle noget. Supervisanderne kommer med ufordøjet materiale, som de kan mærke gør noget ved dem, men de ved ikke endnu, hvad det handler om. Det gør dem sårbare. Sårbarheden kan vise sig på en måde, hvor de føler sig og også agerer ’lille’: de kan næsten ikke tage ordet eller slå fast, hvad de mener og de forsvinder på en måde, som den person de er. Der har de brug for en supervisor som tror på dem – og viser vejen. Ikke ved at sige, hvad de skal gøre, men ved at vise i supervisionsrummet, hvordan det KAN gøres. Supervisionsrummet bliver på den måde er sted, hvor der foregår mesterlære. Mange supervisander beskriver, at de efter lang tids supervision føler sig stærkere og står mere fast i dem selv. De har udviklet sig og modnet på evner i dem selv.

Sårbarhed kan også vise sig ved, at supervisanden fremstår arrogant, bedrevidende og konstant udfordrer supervisors autoritet. Mange supervisorer kender til følelsen at blive ’testet’; supervisanderne vil se, hvad supervisor kan holde til. Måske de udspiller scenarier i supervisionsrummet, som de selv har vanskeligt ved at håndtere som terapeut, rådgiver eller behandler. Supervisor har et stort stykke arbejde med at rumme de følelser, som opstår, og vælge en måde at gå til dem på. Der opstår en naturlig tvivl, som holder refleksionen i gang omkring, hvordan det, som udspiller sig, skal forstås. Groft sagt kan det handle om:

• Supervisandens egen patologi og problemer
• Den patient, som supervisanden har valgt at tale om i supervisionen og dennes patologi
• Supervisor og supervisors grundlæggende temaer

Det betyder, at supervisor har brug for at kunne tænke noget om, hvad der foregår og udspiller sig, og imødekomme supervisanderne på en måde, hvor hun både er direkte, ærlig og omsorgsfuld. Hun skal kende sig selv samt kunne skelne mellem egne og andres indre tilstande og følelser.

Som ny supervisor er det ofte overvældende, fordi det er komplekst. Det foregår her-og-nu, og der er ikke så god tid til at tænke sig om, før man laver en intervention. Det efterlader supervisor med mange tanker om, hvorvidt man gør det rigtige. Den tvivl er naturlig og sund, men kan føles som utilstrækkelighed.

Udbytte af supervision

Der findes en del international forskning – særligt inden for klinisk psykologi, psykoterapi, socialt arbejde og sundhedsprofessionerne – som peger på, at supervision:

• øger professionel kompetence og refleksionsevne
• reducerer udbrændthed og følelsesmæssig belastning
• øger en oplevet faglig sikkerhed
• styrker kvaliteten af arbejdet med klienter/patienter

Men effekterne af supervision er ofte indirekte, langsigtede og svære at måle kvantitativt, især hvis man leder efter entydige effekter på klienters symptomer. Der kan derfor opstå en misforståelse om, at supervision ikke virker. Når jeg har spurgt til supervisanders udbytte af supervisionen, kan de ofte pege på elementer i deres praksis med direkte forbindelse til supervisionen, som har ændret sig. Noget, som de helt specifikt har lært eller fået med sig. Men samtidigt siger de også altid, at deres udvikling er en del af en større sammenhæng og af mange forskellige elementer i deres liv. Netop derfor er det vanskeligt præcist at sige, hvilket udbytte man får af supervision.

Udover det vi ved fra forskning, som peger på ovenstående, har jeg gennem mange år som supervisor gjort mig mine egne overvejelser og observationer. Når supervisander skal beskrive deres udbytte af supervisionen, peger de ofte på disse elementer:

De mere ‘tekniske’ ting:

Oplevelsen af, at supervisionsrummet hjælper dem til at se de ting, som de ikke havde øje for før supervisionen. Det er ord som:

• Nye perspektiver
• Andre øjne på
• Forstå noget
• Det fastlåste låses op
• Et blik for nye veje at gå

De beskriver, at det føles lettende, befriende og gør noget godt for deres faglighed. De bliver simpelthen klogere, mere oplyste og bruger supervisionen til at få et blik for det, som de ikke selv kan se.

Så er der nogle ting, som ligger langt dybere og har mere med en udvikling og en modning at gøre:

• Følelsen af at være forandret, have udviklet sig som menneske
• At stå stærkere i sig selv og med sin faglighed
• At kende sig selv bedre og dermed kunne skelne mellem egne følelser og patientens
• Mindre behov for at være sikker og skulle vide alting
• At turde lade den anden være alene med det svære
• At man godt må have lov at være sig selv – både på arbejde, men også i det hele taget i livet

Vi ved også, at næst efter direkte klientkontakt, er det supervision, psykologer peger på som det der udvikler dem mest.

Man kan sige, at supervision ofte udvikler supervisandernes faglighed i forhold til disse ting:

• Dømmekraft
• Mentalisering/refleksionsevne
• Affekttolerance – at kunne være med svære følelser
• At kunne regulere nærhed og distance til sin patient
• Evnen til at være i en ikke-vidende position
• Kendskab til egen patologi og egne motiver for at være behandler/hjælper
• Hvad er en god supervisor?

Vi kan læne os op ad, at forskning tydeligt viser, at kvaliteten af supervision betyder langt mere end selve det, at supervision finder sted.

De faktorer, der hænger sammen med udbytte, har meget med den pågældende supervisor at gøre:

• Supervisorens evne til at skabe et trygt rum
• Kvaliteten af relationen mellem supervisor og supervisand
• Mulighed for at arbejde med egen usikkerhed og egne følelser
• At det bliver muligt for alle at tænke i supervisionen – i modsætning til, at supervisor giver instrukser

Det sidste punkt gør, at en god supervisor bliver nødt til at finde sig i, at det ikke er hende som skal tage sig godt ud og være ’stjernen’ i rummet. Alt imens hun på samme tid bevarer en autoritet, styrer rummet, siger de svære ting som indimellem skal siges og til tider bærer både gruppens og de enkelte supervisanders følelser, som endnu ikke har fundet en plads. Det er en kompleks opgave, og det er vigtigt at vide, at det kræver en del af supervisor.

Måske den kompetente supervisor besidder nogle af de samme evner, som vi ser i forskningen omkring den gode terapeut:

• Lysten til at lære og blive ved med at lære
• Nuanceret og dyb forståelse for andre mennesker
• Evnen til at reflektere og kunne tænke
• Bevidsthed om kompleksitet
• Responsivitet
• At kunne tvivle – og at kunne holde til at tvivle
• At kunne vente på, at noget ægte meningsfuldt fremtræder
• Åbenhed – at være tilgængelig og engageret
• Evnen til at danne relation og bevare en tryg og god arbejdsalliance

Den gode supervisor er ikke en ’teknisk’ dygtig supervisor, men et menneske, som er i stand til at skabe et rum, hvor andre kan udvikle deres professionelle identitet. Og ofte også deres personlige identitet.

Udtalelser fra samarbejdspartnere