Kurser, temadage og undervisning

Psykolog Sandie Johansen underviser foran et whiteboard.

Jeg holder temadage, oplæg, foredrag og laver undervisning i hele Danmark for både private og fagpersoner. Det kan for eksempel være for mennesker ramt af forskellige fysiske sygdomme og psykiske problemer, samt for professionelle, der bestrider en hjælperfunktion. Oplæggenes varighed er typisk mellem 2-7 timer og kan også afholdes på engelsk. 

Mulige emner kan for eksempel være området omkring diabetes, hvor jeg har særlig erfaring. Jeg har blandt andet undervist i mental trivsel og diabetes på UCN i Hjørring på sygeplejerskeuddannelsen. Derudover har jeg undervist for Diabetesforeningen samt Steno Diabetes Center Sjælland.

Tidligere har jeg undervist i psykologi på 2., 6. og 7. semester på Socialrådgiveruddannelsen ved UCL Vejle.

Der er mulighed for oplæg/undervisning hos jer eller som webinar.

Kontakt mig gerne for en snak om, hvorvidt jeg kan tilbyde relevant undervisning for jer.

Aktuelle kurser

Fra supervisand til sikker supervisor

– om at skabe tryghed og udvikling i supervision

Dato: d. 28. og 29. maj 2026 på Hotel Comwell Hvide Hus i Aalborg

Er du supervisor – eller på vej til at blive det – og savner du et sted, hvor der er plads til at tænke, tvivle og fordybe dig i selve supervisorrollen? Dette 2 dages kursus på Comwell Hvide Hus i Aalborg giver dig mulighed for at undersøge, hvad der faktisk foregår i supervisionsrummet: relationerne, usikkerheden, ansvaret og de følelsesmæssige processer, som ofte er svære at sætte ord på – men som er afgørende for god supervision.

Kursets ærinde er at give dig større klarhed i din rolle, mere ro i det, du ikke ved, og et stærkere fundament for at stå i sikker supervisor med både faglighed og integritet.

TERAPEUTEN

– indre arbejde, relation og identitet

Dato: d. 11. og 12. juni 2026 på Scandic Falkoner Hotel Frederiksberg i København

Det kan være krævende for både klient og terapeut at træde ind i det terapeutiske rum. Men ofte ses størst fokus på klienten og selve terapien, og mindre fokus på, hvordan terapeuten påvirkes.

På disse 2 kursusdage er TERAPEUTEN hovedemnet, og vi dykker ned i, hvordan det daglige arbejde kan påvirke og forme terapeuten over tid. Hvordan finder terapeuten et solidt ståsted, hvor kvaliteten af arbejdet er høj og det er muligt at passe godt på sig selv?

På kurset vil vi give dig en grundig indføring i terapeutens udvikling fra den allerførste terapisamtale til at have siddet i stolen mange år.

Mulige kursusdage

Mænds sundhed og sygdomme – hvad karakteriserer mænds forhold til sundhed og sygdomme. Hvordan kan vi forstå deres sundhedsadfærd, så vi kan hjælpe dem bedst muligt i sundhedsvæsenet. Der er ulighed i sundhed, også i forhold til køn. Mænd har brug for en anden tilgang end kvinder. Oplægget tilbyder en dybere forståelse for mandens måde at være med sin sundhed og sygdomme på.

Personlighedspsykologi – hvordan opbygges personligheden? Hvordan bliver den sund og hvordan bliver den forstyrret? Hvad gør vi som sundhedspersoner for at afkode den patient, vi sidder overfor, således at vi kan indrette vores hjælp efter det? (Man behandler ikke en meget ængstelig patient på samme måde som en patient med psykopattræk, som karikeret eksempel)

Selvmordsadfærd og selvmordsforebyggelse – for professionelle. Få en grundlæggende viden om selvmord, således at man føler sig klædt på, den dag en patient har brug for hjælp omkring den smertefulde tilstand, det er at være selvmordstruet.

Psykiatriske lidelser – hvad vil det sige at få en psykiatrisk diagnose? Få et historisk blik på psykiatrien for at forstå, hvad det egentligt betyder, når nogen “har skizofreni” eller “er bipolar”. Kursusdagen giver en gennemgang af de psykiske lidelser på en overskuelig måde, hvor indsigten i opbygningen af det diagnostiske system samt alvorsgraden af psykiske lidelser er i fokus. Jeg vil også gå i dybden med det smarte samt det problematiske ved psykiatriske diagnoser, og komme med et bud på, hvorfor vi ser en eksplosion af psykiatriske diagnoser i vores tid.

Kronisk sygdom og psyken hvad gør det ved os at blive fysisk syge? Hvordan påvirkes ens mentale trivsel og helbred? Om fortvivlelse, afmagt, sorg, frustration og om posttraumatisk vækst, når vi gennemlever kriser. Hvordan støtter man bedst? En dybere forståelse af den emotionelle del af at være syg med en alvorlig fysisk sygdom.

En psykologs fortællinger anonymiserede fortællinger fra 16 år som psykolog med ansættelser ved stat, region og kommune. Om de mange livshistorier og deres påvirkning på et menneske, som lytter til det. Hvad sker der med os i omsorgsarbejdet? Er det sandt, at vi bliver “omsorgstrætte”? Eller hvad sker der egentligt?

Traumer – hvad vil det sige at blive traumatiseret? Hvad er et traume? Hvordan arbejder man med det? Er det farligt at åbne op for traumer? Oplægget giver en dybereliggende forståelse for psykologiske processer – hvordan vi beskytter os selv og hvordan vi arbejder med det ubærlige.

Hvad er terapi? Hvad vil det sige at gå i terapi? Hvordan startede det hele – var det godt med Freud? Og hvordan har terapien udviklet sig i løbet af de sidste 100 år. Jeg holder oplæg om, hvad terapi er med en baggrund i teori, forskning og min egen kliniske praksis gennem mange år som terapeut.

 

Mulige temadage

Diabetes og psykiske lidelser

Jeg har af flere omgange holdt temadage for sygeplejersker, hvor emnet har været patienter, der lever med både diabetes og psykisk lidelse. Temadagene er holdt i samarbejde med Steno Diabetes Center Sjælland. Jeg har i undervisningen haft fokus på, hvordan diabetes påvirker menneskers mentale tilstand og hvor vi oftest ser mistrivsel.

Derudover har jeg talt om, hvordan menneskers liv og oplevelser, inden de fik diabetes, kan være en prædiktor for måden, hvorpå de kommer til at leve livet med denne alvorlige kroniske sygdom. Kursisterne introduceres for en forståelse af, hvordan et menneskes personlighedsorganisation har betydning for deres evne til at leve livet, når det bliver svært.

Optagethed af, hvilken betydning relationen har for at kunne hjælpe. Inddrager teori og forskning omkring det virksomme ved samtaler, samt egen kliniske erfaring som psykolog. Masser af historier fra min praksis og mulighed for fælles refleksion. Laver øvelser, hvor vi går tættere på, hvad patienterne gør ved os og hvad vi gør ved dem.

En sådan temadag kan være relevant for alle fagprofessionelle, der arbejder med mennesker med diabetes og særligt dem, som møder mennesker, der både har diabetes og psykisk lidelse.

 

Temadag om den professionelle samtale med mennesker om svære følelsesmæssige tilstande

I januar 2025 holdt jeg temadag på et rehabiliteringscenter, hvor fokus hovedsageligt er på fysisk genoptræning. Centret var interesseret i inspiration omkring, hvordan man går til samtaler, hvor der viser sig at være gang i noget følelsesmæssigt vanskeligt og vigtigt.

En af mine hovedpointer handlede om, at det aldrig er simpelt at arbejde med mennesker. Jeg mener, at det var i en af Irvin Yaloms bøger, der stod, at man til hver patient må opfinde en ny terapi. Det kunne medarbejderne genkende fra deres arbejde – intet er simpelt og aldrig helt det samme. Hvilket gør arbejdet spændende. Og svært.

Vi talte om, hvad den gode behandler kan, hvordan tvivlen er ens ven, om at være afstemt og kunne reagere med passende responsivitet overfor kursisterne, om at være blind for egne svagheder, og om hvorfor vi har så meget brug for den andens blik –  meget gerne et mildt og støttende blik.

Jeg er særligt optaget af at formidle:
Hvad kendetegner den hjælpsomme samtale? Hvordan skal vi, som professionelle positionere os, når vi sidder med et menneske, der er sårbart og mærker nogle af de store følelser? Hvad kalder situationen på, at vi gør?

For mig er der noget afgørende i at forstå, at det ikke er ordene i sig selv, der gør noget – det er det sted, hvor ordene kommer fra, som har betydning. Relationen betyder noget. Den person, man møder, betyder noget. Skal man sige noget, skal det komme fra et personligt sted for at have effekt.

Der er mulighed for temadage, hvor personalet kan inspireres og forstå mere om, hvori den virksomme samtale består. Hvilke elementer skal være til stede, og hvad kan komplicere, at vi faktisk hjælper patienten gennem samtalen.

 

At være pårørende til mennesker med fysisk og psykisk sygdom

Jeg har holdt tidligere oplæg om, hvad det gør ved mennesker at være pårørende, når der er fysisk og/eller psykisk sygdom i nærtstående relationer. Man taler ofte om ”skyggebørn”, hvilket betyder, at nogle børn lever i skyggerne af deres søskendes psykiske eller fysiske sygdomme. Ligeledes kan forældres sygdomme påvirke børn i høj grad, og være noget, som fylder for dem det meste af livet.

 

Afholdte kurser

November 2025

‘Tilblivelsen af en terapaut’ i samarbejde med psykolog Marie Louise Rimestad

I november afholdte vi for første gang dette kursus, hvor terapeuten selv er i fokus.  Undervejs dykkede vi ned i, hvordan det daglige arbejde kan påvirke og forme terapeuten over tid. Hvordan finder terapeuten et solidt ståsted, hvor kvaliteten af arbejdet er høj og det er muligt at passe godt på sig selv?

August 2025

Kursusdag om narcissisme med Carsten René Jørgensen

Professor i klinisk psykologi fra Århus Universitet, Carsten René Jørgensen, underviste om begrebet narcissisme på First Hotel Grand i Odense. Narcissismebegrebet blev udfoldet, og deltagerne fik en grundig indføring i hvad narcissisme er – og ikke er. Der var fokus på den patologiske del af narcissisme og hvordan narcissistiske forstyrrelser ser ud og kan behandles.

April 2025

Kursusdag om narcissisme med Carsten René Jørgensen

Kurset blev afholdt på Comwell Hvide Hus Aalborg.

Kursets underviser, Carsten René Jørgensen, er professor i klinisk psykologi ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, og har skrevet en lang række bøger og videnskabelige artikler om personlighedspatologi, psykoterapi og udvalgte grundelementer i den menneskelige psykologi som identitet og skam – aktuelt arbejder han bl.a. med narcissismens fænomenologi, baseret på interviews med mennesker med narcissistisk personlighedspatologi.

Januar 2025

DEN PROFESSIONELLE SAMTALE OM OG MED FØLELSER

Oplægget var for de ansatte ved Rehabiliteringscenter Aalborg, som holdt temadag, og ønskede sig viden omkring:
Hvad kendetegner den hjælpsomme samtale?
Hvordan skal vi som professionelle positionere os når vi sidder med et menneske, der er sårbart og følelsesmæssigt berørt?
Hvad kalder situationen på, at vi gør?

Der blev sat fokus på, hvad den gode behandler kan, hvordan tvivlen er ens ven, at det er essentielt at være afstemt og kunne reagere med passende responsivitet overfor borgerne. Vi talte om at være blind for egne svagheder, hvorfor vi har så meget brug for den andens blik, som kan være meget støttende – særligt når det er mildt. Endelig var en hovedpointe, at der er noget afgørende i at forstå, at det ikke er ordene i sig selv, som har den største betydning – men at det er det sted, hvor ordene kommer fra, som har effekt. Relationen betyder noget. Den person, man møder, betyder noget. Skal man sige noget, skal det komme fra et personligt sted, for at have effekt. Borgerne har brug for, at professionelle kan holde følelser ud og lade dem få plads, for sådan hjælpes de til selv at finde plads til de svære følelser.

September 2024

Kursus på Tune Kursuscenter i Greve for sygeplejersker og andre sundhedspersoner i primærsektoren med interesse for behandling af mennesker med diabetes og psykisk lidelse. Kurset blev arrangeret af Steno Diabetes Center Sjælland.

Kurset berørte blandt andet, hvordan vi kan forstå psykiatriske diagnoser og arbejde med dem som behandlere i primærsektoren, hvor borgerne har brug for hjælp til at kunne tage sig af deres generelle helbred.

Der blev sat et særligt fokus på mødet med borgeren, som både har diabetes og en psykiatrisk diagnose. Her har dannelsen af en relation afgørende betydning for at kunne få lov at hjælpe borgeren.

August 2024

Kursus med Carsten René Jørgensen omkring identitet og identitetsforstyrrelser

Med udgangspunkt i sin bog fra 2020: Identitetskriser – Veje og vildveje for det moderne menneskes identitet (Hans Reitzels Forlag), gav Carsten René Jørgensen en omfattende indføring i en række af de mange spændende temaer, der knytter sig til menneskets identitet, både på individ og kulturniveau.

Januar 2024

Kursusdag med en af Skandinaviens førende forskere, Carsten René Jørgensen, professor i klinisk psykologi, om emnet SKAM. Kursusdagen var for alle, der beskæftiger sig med og interesserer sig for emnet skam, særligt i sammenhæng med at udføre psykoterapi.

D. 23. August 2024 afholder jeg nyt kursus med Carsten René Jørgensen omkring identitet og identitetsforstyrrelser. Kontakt mig, hvis du er interesseret i at deltage. 

Udtalelse fra samarbejdspartner

Vi har på Socialrådgiveruddannelsen i Vejle haft glæde af Sandie Johansen som underviser i psykologi på flere af vores semestre. Sandie er en erfaren underviser med stor indsigt i socialrådgiveres arbejdsopgaver og de udfordringer, de skal håndtere. Og vores studerende satte bl.a. pris på Sandies evne til at gøre undervisningen konkret og virkelighedsnær.
Birgit Mortensen, Uddannelsesleder Socialrådgiveruddannelsen i Vejle, UCL