Kurser og undervisning om diabetes

Oplæg for unge med diabetes

Der er nok at tænke på, når man er ung. Man er i gang med at finde ud af, hvem man er og i det sammenligner man sig helt naturligt med andre. Det er en vigtig tid, hvor man udvikler sin identitet.

Når man er ung og har diabetes, har man et andet udgangspunkt end andre på samme alder. Der er meget, man skal tage sig af, når man lever med diabetes, og mange beskriver hvor besværligt det kan være og at man indimellem bare ønsker, at man var som alle andre.

På den anden side modnes man meget af at leve med diabetes. Man lærer at passe godt på sig selv og måske man oplever en anden mening med livet end ens jævnaldrende. Diabetes er på den måde noget, som man skal leve med på godt og ondt.

I september 2025 holdt jeg oplæg for Diabetesforeningen til deres arrangement “Ung med Diabetes”, som fandt sted på Ungdomsøen ud for København. Der deltog både unge med diabetes samt deres pårørende.

Dagen igennem havde Diabetesforeningen arrangeret forskellige aktiviteter for gruppen, og det var en dejlig dag med mange gode snakke og et vigtigt fokus på fællesskab.

Mit oplæg handlede om typiske mønstre hos unge med diabetes: Hvad ser jeg som psykolog, at de gør? Og hvordan føles det indeni at have diabetes? Jeg tog udgangspunkt i både teori, forskning og min egen kliniske praksis. Jeg talte særligt om identitet og sorg, og om hvordan fællesskab og evnen til at kunne holde svære følelser ud, ser ud til at have en afgørende betydning for det gode liv med diabetes.

Oplæg for voksne med diabetes

Når man får diabetes som voksen, forandres livet. Man må sætte sig ind i en kompleks sygdom, forstå anbefalingerne til at håndtere diabetes og passe godt på sig selv, samt tage stilling til sin måde at leve på.

Det medfører ofte en form for krisereaktion og senere følelser af sorg. Man kan føle sig forandret, og skal finde fodfæste i en ny måde at se og mærke sig selv på.

Det sker i forskellige grader hos forskellige mennesker, og er fuldstændig naturligt når man får en sygdom som diabetes. Mange får brug for nogen at snakke fortroligt med om, hvordan man har det og hvad man gør. Det er for nogle ægtefællen eller en god ven, og for andre er det deres diabetesbehandler eller en psykolog.

Når man reagerer og oplever nye sider af sig selv, er det vigtigt at vide, at det er sunde reaktioner på en svær livssituation.

Vigtigt at give plads til de svære følelser

I oktober 2025 holdt jeg oplæg i Odense for gruppen, som kalder sig for Diabetesveteraner. De har alle levet med type 1-diabetes i over 40 år.

I september 2025 holdt jeg oplæg for Diabetesforeningen på deres kursus “Et godt liv med type 2-diabetes – for voksne”. Oplæggene handlede om min viden om og erfaring med, hvordan voksne med kroniske, alvorlige sygdomme håndterer det at være syg.

Mit fokus var især på de intrapsykiske mekanismer; hvordan føles det, når livet forandres og man skal leve med en sygdom, som ikke går væk? Om at føle skam og skyld over, at man selv har haft en finger med i spillet omkring sygdommens udvikling. Og om uretfærdighed og sorg, når man ikke forstår, hvorfor det præcist skulle ramme en selv. Jeg talte om vaner, hjernepauser, og muligheden for at forandre. Om hvor vigtige andre mennesker er for os, og hvordan man arbejder med at finde plads indeni til svære følelser.

Undervisning og kurser for fagpersoner

I undervisningen vil jeg grave dybere og komme ind på mere grundlæggende psykologiske teorier, der kan bruges til at forklare den adfærd, vi ser.

Jeg berører de helt specifikke ting, der foregår omkring diabetes. Både med fakta fra forskningen, teori fra psykologien og fra min egen kliniske praksis. Forskellen på psykiske reaktioner på at få henholdsvis type 1 og type 2 diabetes. At det er overvældende at skulle leve med en alvorlig, kronisk sygdom resten af livet, samt tage sig af det omfangsrige ansvar der placeres hos en selv. Angsten for at skulle stikke sig og for at få for høje blodsukre, den manglende frihed fordi sygdommen har en karakter, hvor man aldrig kan holde fri for den, og de følgesygdomme der truer, hvis ikke man passer godt nok på sig selv. Skammen forbundet med, at ens livsstil kan have spillet en rolle i udviklingen af diabetes. Sorgen over at skulle leve med sygdom resten af livet og over alt det, som er forandret. Sorg over det som blev – og ikke blev.

Bliv klogere på mødet mellem patient og sundhedsvæsen

Derudover underviser jeg også omkring mødet mellem patient og sundhedsvæsen. Hvad der sker i selve mødet, hvordan det kan gå godt og hvor der typisk kan opstå problemer.

Dette har en enorm betydning for livet med diabetes, og oftest oplever jeg, at de sundhedsprofessionelle primært forholder sig til de mere specifikke ting omkring sygdommen, mens det for patienterne fylder meget mere, hvordan de bliver mødt, set, forstået og hjulpet af deres diabetesbehandlere, og som de også pludselig er blevet så afhængige af.

Det er væsentligt for diabetesbehandlere at forholde sig til den asymmetri, der er mellem dem og patienterne. Hvordan det opleves at være patient hos dem. Det er en svær balance at være ekspert og at nogen forventer, at man ved, samtidigt med, at man skal give plads til patienten og lade dem være ekspert i eget liv, som det så tit beskrives.

Der er ikke mange, som taler om, hvor vanskeligt det kan være for sundhedsprofessionelle, som jonglerer mange ting på én gang. En af nøglerne handler helt sikkert om forståelse og indsigt i patienternes måde at være organiseret på, samt hvordan den pågældende sygdom rammer dem følelsesmæssigt. En anden nøgle handler om modet til at kigge på sig selv som behandler. Hvad falder mig nemt og hvad er jeg god til? Hvem hjælper jeg bedst? Hvornår bliver det svært for mig?

Det at kunne skelne mellem hvad der hører til patienten og hvad der hører til ens egen person og historie, betragter jeg som afgørende for at kunne hjælpe mennesker professionelt. Når der sker livsomvæltende begivenheder i livet, er relationer fuldstændig essentielle, og professionelle har brug for at have et blik på sig selv, patienten og på relationen og dynamikkerne heri.