Mentale aspekter af at leve med diabetes

Psykologien bag Type 1 Diabetes
Livet med type 1 diabetes er påvirket af en manglende frihed. Mange beskriver, at type 1 diabetes er en sygdom, som man aldrig kan holde fri fra. Det er et fuldtidsarbejde at have type 1 diabetes, og det kræver enormt meget at leve op til anbefalingerne for at passe sygdommen. Samtidigt kan diabetes være ret svær at forstå og greje. Mennesker med type 1 diabetes beskriver, at de kan gøre fuldstændigt det samme 2 dage i træk, og at det den ene dag resulterer i fine blodsukre, mens det den næste dag skaber for lave eller for høje blodsukre. Det er dybt frustrerende og skaber en længsel efter at ”kunne regne den ud”. Et af de mest rammende citater, jeg har læst i en forskningsartikel herom, er dette: ”Life becomes more challenging because of the necessary continuous and complex management. Frustration can arise because diabetes is an illness that is managed, not controlled.” (Michelle J. Pearce, Katherine Pereira & Ellen Davis. The psychological impact of diabetes: A practical guide for the nurse practitioner. Journal of the American Association of Nurse Practitioners, 2012.) På en måde, kræver livet med type 1 diabetes, at man både prøver at være i kontrol, men samtidigt accepterer, at man aldrig får den fulde kontrol. Det er jo i det hele taget sådan det er at være menneske, fordi livet på mange måder gør som det vil med os. Med årene bliver mennesker ofte bliver bevidste om, hvor lidt kontrol vi faktisk har over verden, men med type 1 diabetes bliver den erkendelse afgørende for livet med diabetes. Mange beskriver følelsen af uretfærdighed; ”Hvorfor lige mig?” Eller hvis man er pårørende, ville man ønske at man kunne fjerne sygdommen hos den man elsker og måske endda tage den selv, hvis det var muligt at bytte. Det er også værd at huske på, hvor mange der lever et godt liv med diabetes. De finder deres vej i det. Jeg har interesseret mig for, hvordan mennesker forholder sig til sygdom og hvordan de vælger at leve med det. Det er ikke simpelt, og vi mennesker er ret komplekse. Man kan ikke pege på én faktor og sige, at det er præcis det, der skal til for at leve godt med diabetes. Det vil være et samspil af mange faktorer. Vores fortid og opvækst har en stor betydning for, hvad vi tænker om sygdom, hvordan vi forholder os til at blive syge og hvor gode, vi er til at passe på os selv. Selvomsorg er noget, man lærer. Hos de, som kæmper med at få livet til at hænge sammen med diabetes, ser jeg ofte to yderpoler. Den ene er, at man ignorerer eller negligerer sygdommen. Prøver at glemme den, og lader som om den ikke er der. Fordi det er så svært at holde ud, at man er syg og fordi man slet ikke ved, hvordan man skal passe godt på sig selv i det. Diabetes er også enormt kompleks, så det er forståeligt. Det har konsekvenser ikke at passe sygdommen, og man bliver så ked af, at man ikke formår det eller at man kan se på pårørende, hvor bekymrede de bliver. Den anden pol handler om at overkontrollere sygdommen. Jeg har mødt mennesker, som måler deres blodsukre 100 gange om dagen, eller har en nærmest fanatisk tilgang til mad og motion. Man kan sige, at fokus på sygdommen har taget overhånd, og diabetes fylder alt for meget i tankerne. I begge tilfælde er man ikke fri. Ikke fri til at leve livet med alt det andet, som det kan byde på. Mange der kommer i terapi føler sig ufrie og kan mærke, at de har brug for, at noget forandres.Psykologien bag Type 2 Diabetes
Når man får konstateret type 2 diabetes, kan man have oplevelsen af, at udviklingen af sygdommen er ens egen skyld. Man får tanker om, at have haft en livsstil, der har forårsaget sygdommen. Levet for usundt, ikke gjort nok for sundheden. Man får tanken, at man burde have gjort mere eller noget andet. Det er også en typisk reaktion, at man skammer sig. Når man fortæller det til andre, bliver det pinligt og man forestiller sig, at de også tænker, at man burde have gjort noget for at undgå det. Folk oplever også at blive spurgt til, hvilken type diabetes de har, og kan mærke, at type 2 kan være fyldt med bebrejdelse. Følelser af skyld og af skam kan fylde meget, og endda på en måde, hvor man får svært ved at gøre gode ting for sig selv. Måske man ikke passer sin sygdom så godt, som man gerne vil. Det hjælper heller ikke altid, at man faktisk får at vide, at type 2 diabetes handler om meget andet end livsstil, for skylden klæber sig ligesom til en.
Omvendt kan nogle mennesker mest af alt være vrede og frustrerede. De oplever, at de har levet sundt og passet godt på sig selv, og derfor føles det dybt uretfærdigt, at sygdommen har ramt. Det giver slet ikke nogen mening, og tingene kan føles håbløse og meningsløse. Man begynder nogle gange at sætte spørgsmålstegn ved alt muligt andet i livet, fordi man oplever, at man ikke rigtig kan stole på livet.
Psykologisk set kan følelser placere sig i lag, således at det yderste lag kan være vred, skam eller skyld. Inden under de følelser, befinder de dybere følelser sig, og de er gode at komme i kontakt med. Jeg har som psykolog ofte oplevet, at under vreden, frustrationen, skammen og skylden, finder vi dybere følelser af sorg.
Sorg over, at livet har udfoldet sig, som det har, og sorg over, at man er blevet syg, og nu skal passe diabetes resten af livet. Det føles meget tungt og i nogle tilfælde næsten ubærligt. Det, der ofte sker, er at mennesker med diabetes enten negligerer sygdommen og ikke passer sygdommen, eller at de forsøger at tage kontrol over den ved at være opmærksom på sygdommen konstant. I en sådan grad, at sygdommen på en måde overtager personens liv.
Som så meget andet i livet, handler det at leve med diabetes om at finde en balance. At lade sygdommen fylde og tage sig af den, men ikke lade den fylde for meget, så man stadig kan være sig selv og leve livet frit og fyldt med de ting, der gør en godt tilpas.
I terapi kan man få hjælp til at mærke sine følelser og hjælp til at finde plads til dem. Det fjerner ikke problemerne og det svære, man står i, men til gengæld giver det følelsen af at være mere fri. Jeg oplever, at mange, der beslutter sig for at lave et stykke arbejde med dem selv i terapi, får et bedre liv med diabetes og finder en ro i, at sådan blev livet for dem, men kan holde ud at være med alt det svære og samtidigt være frie til at nyde de dejlige ting i livet.